Invitation fra Aarhus Byråd — Ekspert i børn og unges mentale og fysiske sundhed og sammenhængen til det digitale liv
Aarhus Byråd har anmodet om, at få en psykolog ind i deres ekspertgruppe om teknologiens indflydelse på børn og unges mentale sundhed.
David Madsen har takket ja til at varetage denne rolle, og vil for alt i verden arbejde hårdt for at børn og unge sikres et godt og sundt liv i det fysisk-sociale rum. Det som vi har set i de sidste ti år er, at børn og unges primære sociale arena er rykket gradvist over på de digitale platforme, og det har betydning for børnenes trivsel.
93% piger på 15 år og 87% drenge bruger ikke tid med deres venner fysisk efter skole.
Under 25% er fysisk aktive en time om dagen.
Børn sover i gennemsnit én time mindre end de gjorde i 80’erne.
Vi ser samtidig en stigning af børn og unge som udvikler angst, stress og depression samt ensomhed.
Hvis vi ikke begynder at rette blikket mod det liv de unge bliver tilbudt, og hvilket liv de lever vil vi ikke forstå denne udvikling til fulde.
Det er længe stået lysende klart for psykologer, lærere, pædagoger, at der er en direkte sammenhæng mellem den måde vi lever liv på og den måde vores følelses- og tankeliv udtrykker sig.
At vi har tilladt det digitale liv at erstatte et fysisk-socialt liv har store konsekvenser for alle, men særligt børn og unge er hårdt ramte fordi de stadig er i gang med at finde deres væren i verden. De skal støttes i, at få tilbudt flere fysisk-sociale rum, hvori deres væren i verden kan blive anerkendt og udviklet.
I Dabeco hilser vi det velkomment, at Aarhus Byråd har besluttet at inddrage vores arbejde. David ser frem til at arbejde med kompetente kollegaer omkring dette felt, og håber at nå frem til trivselsfremmende forslag til gavn for alle børn og unge i Aarhus kommune.
Fra invitationen fremgår følgende:
Et af emnerne er mindre psykisk sårbarhed.
Dette meget brede emne er snævret ind, så udvalget i sit arbejde primært vil have fokus på teknologiens – særligt de sociale mediers — rolle i forhold til psykisk sårbarhed. Eksponerings- og præstationskulturen udfordrer den flydende grænse for, hvornår børnene og de unge ”er på” og hvornår de ”holder fri”. Hovedfokus er på børnene og de unge, men udvalget vil også belyse, hvilken rolle de voksne omkring børnene og de unge spiller.
Målet er, via 6–7 møder frem mod sommeren 2020, at nå frem til en politik for området og/eller forslag til konkrete tiltag vi kan sætte i værk i Aarhus. Du kan læse lidt mere om arbejdet i det medsendte udkast til kommissorium. Det skal nævnes, at der netop er tale om et udkast, og at det endelige kom-missorium for arbejdet først vedtages, når udvalget er fuldtalligt.