Dabeco er begyndt at tilbyde foredrag og workshops omhandlende computerspilsafhængighed. Vi oplever en ekstrem stor efterspørgsel. Til foredragene møder vi afmægtige undervisere, behandlere, forældregrupper og andre fagprofessionelle der ikke aner hvad de skal stille op med en hel generation af computerspilsafhængige børn og unge.
Spejderklubber er begyndt at tage ud til SFO’er og børnehaver for at rekruttere nye medlemmer. Skolernes legepladser har ikke set skyggen af et legende barn siden Fortnite udkom. Fritidsordninger der ikke tillader spil i alle åbne timer, mister medlemmer fordi børnene hellere vil tage hjem for at spille end at være i en fritidsordning hvor de ikke må spille.
Vi oplever fodboldklubber der ikke kan tiltrække tilstrækkeligt mange spillere fordi de hellere vil spille hjemme i sofaen end at skulle ud i potentielt dårligt vejr. Dette selvom vi ikke har haft en bedre sommer i over 100 år.
Det begynder at gå op for os i Dabeco, at computerspilsafhængighed er en epidemi der rammer vores børn og unge i en grad som vi aldrig har set før.
Skolevægring er på alle institutioners og skolers læber, og alle ved inderst inde godt hvor de skal finde svaret. I computerspillenes farverige verdener.
At være afhængig af computerspil betyder kort sagt, at ens verden bliver mindre. Færre sanselige oplevelser, færre fysiske venskaber og nærmest ingen offline fritidsinteresser. Computerspillet æder land fra børn og unge. I takt hermed vokser angsten. Angst, fordi den virkelige verden bliver fremmed og ukendt. Og vi frygter det ukendte.
Skolevægring bunder måske i angst, men angsten er et direkte symptom på et barn der er dybt afhængig af sin computer.
Vores spørgsmål lyder på om det er fair overfor børn og unge? Eller skal vi som forældre og fagprofessionelle begynde at reflektere over følgevirkningerne af computerspil og den afhængighed der kommer af et ukontrolleret forbrug af computerspil?
