Skolevægring bunder ofte i computerspilsafhængighed
Det har længe stået klart for os i Dabeco, at computerspilsafhængighed ofte risikerer at medføre skolevægring. Computerspilsafhængighed er en epidemi der rammer vores børn og unge i en grad som vi aldrig har set før. Computerspilsafhængighed rammer børn og unge og efterlader dem energiforladte, og uden nogen motivation for at udmærke sig i det virkelige liv. Skolen bliver intetsigende, og lektier bliver uoverkommelige, og til slut vil de ikke i skole.
Skolevægring er da også på alle institutioners og skolers læber i disse tider. Der snakkes om, at skolevægring er et nyopstået problem der har haft en eksponentiel stigning i de sidst 5–10 år. Nøjagtig så mange år, som computerspilsbranchen har formået at skabe spilplatforme der indfanger børn og unge i dragende og magiske universer.
At være afhængig af computerspil betyder kort sagt, at ens verden bliver mindre. Færre sanselige oplevelser, færre fysiske venskaber og nærmest ingen offline fritidsinteresser. Computerspillet æder land fra børn og unge.
I takt hermed vokser angsten. Angst, fordi den virkelige verden bliver fremmed og ukendt. Og vi frygter det ukendte.
Skolevægring bunder måske i angst eller andet ubehag, men angsten er ofte et direkte symptom på det liv barnet lever.
Vores spørgsmål lyder på om det er fair overfor børn og unge? Eller skal vi som forældre og fagprofessionelle begynde at reflektere over følgevirkningerne af computerspil og den afhængighed der kommer af et ukontrolleret forbrug af computerspil?
Eller skal vi skabe digital dannelse gennem sunde skærmpolitikker i alle skoler, institutioner og lignende?
Emil Gammelmark Andersson 
