For raske men­nesker som engager­er sig i livet med uddan­nelse, arbe­jde, fam­i­lie og ven­ner har Coro­n­a­pan­demien vendt op og ned på dagligdagen.

Mange sid­der isol­eret i deres hjem og mange savn­er at ses med deres ven­ner og kol­le­gaer. Det gælder for de fleste, men for en række mænd er tilværelsen stort set uæn­dret. Dog med den lille forskel at der er en smule flere online. Disse mænd er com­put­er­spilsafhængige, og fore­tager sig ikke andet end at spille com­put­er­spil, se youtube og idle på Reddit.

Denne Coro­natid har gjort mig opmærk­som på, at mange af de com­put­er­spilsafhængige, som jeg hver dag taler med, lever under fysisk iso­la­tion hver eneste dag.

Denne gruppe trives naturligvis ikke med dette liv, men de føler sig draget mod deres com­put­er og bruger tal­rige timer foran skær­men hver eneste dag. De bliv­er fastholdt af spilud­viklernes mere og mere sofistik­erede adfærds­de­signs, og de oplever kon­stant et behov for at gen­nem­føre næste quest eller opnå næste level.

Denne gruppe har kun kon­takt med andre gen­nem en mikro­fon. De ser ikke engang hinan­den med video. Men dette er ikke deres prob­lem. Prob­lemet er, at de oplever en man­glende fysisk kon­takt med omver­den. Denne gruppe ønsker sig så inderligt et andet liv end det altover­skyggende gamin­gliv. De ønsker at indgå i det virke­lige liv. De ønsker et liv med uddan­nelse, arbe­jde og fysisk kon­takt med ven­ner og familie.

Dette liv forsvin­der dog grad­vist for hver dag de bruger bag gamin­gens fængslende uni­vers­er. Disse mænd har brug for hjælp og det må være tydeligt for de fleste på nuværende tid­spunkt hvor skadelig fysisk iso­la­tion kan være for et menneske.