Det er en usyn­lig mål­gruppe for­di de sjældent befind­er sig på uddan­nelsesin­sti­tu­tion­er eller på arbe­jds­markedet. De er for dårlige til at leve op til de krav der stilles for at få offentlig ydelse, og der­for find­es de ikke i statistikkerne.
Men de find­es, og det er en gruppe der vokser. Unge men­nesker som gem­mer sig væk i gamin­gens farverige universer.

“Det føles som om at jeg ikke kan gå en tur i en halv time — Det kan man jo godt, men det føles ikke sådan.
Det er meget sådan, hvad nu hvis jeg find­er det i den halve time hvor jeg er væk”.

Vi talte herefter om, at vi alle har brug for frisk luft og mærke solens stråler.
Jeg nævnte, at hans gam­ing fik mig til at tænke på mit arbe­jd­sliv, som også har foregået meget bag en skærm. Og hvor meget det påvirk­er mig, hvis jeg ikke får set soll­y­set eller får indån­det frisk luft i løbet af en dag.

Han var meget enig, og aftal­en er at han nu skal ud af sin lej­lighed før han sæt­ter sig og spiller.

Jeg taler med men­nesker som lever næsten udelukkende i en 2 dimen­sion­al ver­den. Af forskel­lige årsager, men én ting har de til­fælles. De mis­trives og det går den fork­erte vej.

De får ikke den hjælp de behøver. De bliv­er ikke tilset af lægen og de er usyn­lige for psyki­a­trien. Når de endelig bliv­er sam­let er der ofte gået så lang tid at de er invalideret.
Ikke pga. gam­ing, men pga. at der er opstået et mas­sivt fravær af de livs­færdighed­er der skal til for at delt­age i samfundet.